Hæfter i pdf-format: Lange Hyl & venner i Huset | SKIFT STIL SHOW | Tegn fra Jorden | Div. Skiftstilistisk materiale
Brudstykker af historien om
fortalt af Finn Jensen
Midt i juli 1976 var en flok musikere og andet godtfolk på vej til Thylejren under navnet "Kaninfolk".
Så vidt jeg husker drejede det sig bl.a. om Hermann, Rudi, Leif Dione Joensen, TømrerClaus, Michael Edinger og mange flere.
Jeg fik opgaven at lave en plakat dertil: ”Kaninfolk kommer i Thy med spil musik mad”, og det blev samtidig starten på et grafisk samarbejde med Leif Dione Joensen.
Og da Kaninfolket vendte tilbage til Ballonparken, blev der holdt en to-dages fest på Sibiriens græsplæne, hvortil jeg også lavede en plakat.
Kaninfolk - plakat samt skitsetegning
Kaninfolk til høstfest på Sibiriens græsplæne i Ballonparken
De allerførste tryk med Skift Stil - Stil Skift blev udført 14. juli 1976.
Tænkt og sat i luften af Leif Dione Joensen og opsat grafisk af mig.
Den første udgave var trykt i 50 nummererede eksemplarer med navnelogo fra både Leif og mig.
De blev trykt i forbindelse med Kaninfolk plakaterne og medbragt til Thylejren.
Siden blev Skift Stil trykt i forskellige udgaver og størrelser. Store bannere til sceneudsmykningen i Skift Stil Show. Og som små klistermærker, h.h.v. i en silketrykt shellakmalet primitiv udgave i få eksemplarer og siden en "pæn" udgave trykt ude i byen i et stort oplag.
Skitsen til det første tryk
Skift Stil - h.h.v. førsteudgaven skåret i film samt udgaven til banners m.v. malet med shellak
1977 var det år hvor "Skift Stil Show - forum for Ord, Billede, Lyd og Bevægelse" opstod, - en kombination af musik, udstilling, recitation m.v..
1977 var også kendetegnet ved, at vi var flere i gruppen, der i løbet af året rundede de 30: Leif Joensen, Frede Norbrink og undertegnede..
Det første arrangement, fandt sted i ”Det Grønne Rum” i Huset i Magstræde 3 aftener i træk: 11., 12. og 13. februar 1977. På plakaten forekom navnet Skift Stil slet ikke. Da drejede det sig om Lange Hyl & Venner, der spillede, agerede, reciterede og udstillede. Lange Hyl var Leif's band, Vennerne var musikere fra Copyright, Feo, Masala Dosa (Fejlagtig skrevet som Masaloda), Kaptajn Danmark, Isabella Palladium, Albuen, Ånd Vind & Virkelighed, Autogena og Hurtig Hygge.
Lange Hyl & venner i Huset - 11.-13. februar 1977
Første gang navnet "Skift Stil" var at finde på plakaten var i forbindelse med "Lange Hyl i Paramount" på Club Paramount i Roskilde den 25. og 26. marts. Her medvirkede Lange Hyl, Masala Dosa, M/S Mette (som senere blev til Mettes Medskyldige), Hurtig Hygge, Malurt & Engleklang, Happy Scissors og Landballetten.
Club Paramount 25. og 26. marts 1977
27. marts og 3. april spilledes i Saltlageret på Gl. Kongevej under titlen "Masala Dosa - Lange Hyl" med Lange Hyl, Masala Dosa, Copyright (Med Vivi Jo Heede fra Furekåben som frontfigur), Rysteribs (Tidligere Hurtig Hygge), Happy Scissors, Mettes Medskyldige, Arne Yding, den gamle poet fra Islands Brygge, som kaldte sig "Det vandrende forlag", Gustav og selvfølgelig Frank Hindsbergs lysshow. I den forbindelse havde jeg en bod, hvor man kunne få lavet et serigrafisk tryk direkte på sin egen bluse.
Saltlageret 27. marts og 3. april 1977, - plakaten til 3. april var i to varianter, den ene med påklistret felt.
Grundramme til plakaterne i Paramount og Saltlageret
23. og 24. april spillede det, som herefter kaldtes "Skift Stil Show" igen i Huset i Magstræde, med den nu faste sammensætning: Lange Hyl, Masala Dosa, Mettes Medskyldige og Franks lysshow.
A4 plakater til Saltlageret, Huset og Charlottenborg april 1977
30. april var der "Skift Stil Show" på Charlottenborg i forbindelse med regbueudstillingen ”Kærlighed og Kaos”.
Frede Norbrink tegnede nu en hel ny Skift Stil plakat i flot og stilrent design, og jeg trykte den i forskellige versioner. Den blev den definitive udgave og første gang anvendt ved Multi Musik Festivalen i Silkeborg.
Den 22. maj var Skift Stil en del af den årlige 3-dages fest i Ballonparken.
Den 18. og 19. juni fandt endnu et Skift Stil Show sted i Saltlageret.
I juni var der Multi Musik Festival i Silkeborg, og her var der Skift Stil Show på spillestedet Lunden den 22., 23. og 24. - I øvrigt de eneste optrædener i Jylland.
Scenen var dekoreret med lange stofbannere med fortløbende Skift Stil tryk, som hang der permanent, også når andre bands optrådte på scenen. Husker bl.a. Kim Larsen & Starfuckers, som af ungerne blev overbroderet med masser af små Skift Stil klæbemærker.
Og Sct. Hans aften den 23. juni, hvor Monrad & Rislund var konferenciers, og bl. a. Kræn Bysteds, Hermann og mange flere medvirkede optog Danmarks Radio koncerten, som i uddrag blev udsendt i Rock Nyt på P3 den. 27. juni.
Fra Silkeborg findes der ingen tryk eller plakater bevaret i mit arkiv.
24. juli var der Skift Stil Show i Fælledparken på scenen ved pavillonen. Den var den eneste udendørs koncert, der blev holdt i 1977, og her medvirkede hverken Franks Lysshow eller Syltetryks bod.
Det sidste Skift Stil Show i 1977 fandt sted 13. august i Musikfabrikken Fair Play på Gl. Kongevej med den faste besætning.
I perioden 10. - 25. september fandt udstillingen ”Tegn fra jorden” sted i Huset i Magstræde. Denne udsprang direkte fra Skift Stil og blev søsat af Leif Dione Joensen.
I 1978 var der et enkelt Skift Stil Show i Fælledparken på scenen ved pavillonen den. 30. juli, og så vidt jeg erindrer, var det også det definitivt sidste sidste show.
Sidenhen optræder Skift Stil mest som Forlaget Skift Stil, som i tidens løb har udgivet diverse bøger, bl.a.: Hans Vinding - Installatørens søn, Hans Hansted - Noveller og Thomas H. Hansen - Johnny b good.